Af Julie
Ring-Hansen
bragt i Politiken
den 29. juli 2004 |
|
Studievalg: Man kunne jo også blive aktuar. . .
Mens humanistiske fag får det sværere og sværere, er der et andet og
mere erhvervsrettet fag, der boomer efter en målrettet reklameindsats
Tro det eller lad være. Aktuar-linjen er blevet hot. Aldrig har så mange
søgt ind på den hidtil forsømte gren af matematikstudiet. Faget, der går
ud på at udregne forsikringsselskabers præmier efter statistiske
beregninger, har i mange år skreget på mere arbejdskraft, og nu ser det ud
til, at råbene er blevet hørt. I år bliver et rekordstort antal studerende
optaget på Københavns Universitet (KU), som er den eneste
uddannelsesinstitution for aktuarer. Universitetets 50 pladser er besat –
i modsætning til tidligere år, hvor antallet har ligget på halvdelen eller
derunder. I løbet af foråret har brancheorganisationen Forsikring &
Pension kørt en kampagne for at øge interessen for faget – i samarbejde
med Aktuarforeningen og lærere og elever fra KU. Institutleder for
matematiske fag på KU Jørgen Tind er ikke i tvivl om, at indsatsen på
landets gymnasier har hjulpet. »Der har igennem mange år været mangel på
aktuarer. Det er derfor en god ting, at der i år er en stor tilvækst af
nye studerende. Vi kan dog ikke øge det årlige optag yderligere på grund
af mangel på lærere«, siger han om universitetets nye positive problem. |
|