TIL FORSIDEN
  INTERVIEW

Mikkel 33 år,
Ansvarshavende aktuar,
14 år i branchen
 
Hvornår og hvordan hørte du første gang om, at der var noget, der hed "aktuar"? Da min nuværende hustru sagde, at det ville hun læse efter gymnasiet.
Hvornår besluttede du dig til at blive aktuar - og hvorfor? Efter 1 år på matematik og fysik på Københavns Universitet. Jeg skiftede, fordi det var gået op for mig, at jeg nok ville ende som gymnasielærer, og det ønskede jeg ikke.
Inden for hvilke områder har du taget valgfri fag? Finans og matematik.
Har du taget fag på andre studier - på Københavns Universitet eller andre steder? Ja, på matematik - og fysik på 1. år - på Københavns Universitet.
Hvilket emne skrev du speciale om? Dannelse af overskud og tilbageføring af overskud i form af bonus i livsforsikringsmatematik.
Hvor lang tid var du om at blive kandidat? Studiet var normeret til 5 år, jeg læste fysik på 1. år, men også den samme matematik som aktuarstuderende, og efter 5½ år var jeg klar til specialet - det tog så over 1½ år, hvor jeg arbejdede fuld tid eller næsten fuld tid det meste af tiden.
Havde du studierelevant job under studiet? Hvilke(t)? Allerede på mit 1. år arbejdede jeg som studentermedhjælp i en pensionskasse. I en kortere periode gav jeg også lektiehjælp på gymnasieniveau. Efter 2 år skiftede jeg til det, der dengang hed Bedømmelsesforeningen (i dag Helbred & Forsikring), der bl.a. lavede analyser af forsikringsselskabernes dødelighed. Efter yderligere et par år fik jeg ansættelse i Danica som livaktuar, hvor jeg færdiggjorde mit speciale.
Hvad var dit første job efter du blev kandidat? Hvordan fik du det? Hvilken type arbejde lavede du i dit første job? Mit første job var som livaktuar i Danica med særlig fokus på firmaordninger og en særlig bonus på dødelighed og invaliditetsforsikringer - både for firmaet nationalt, men også internationalt - såkaldte poolingarrangementer. Mit arbejde var en blanding af programmering af et system til automatisk færdiggørelse af poolingregnskaberne, tæt kontakt til salgsafdelingen i forbindelse med udfærdigelse af tilbud, kontakt med større firmakunder og lidt undervisning.
Hvilken efteruddannelse har du taget? Jeg har taget en stor del af de kurser, der er udbudt gennem Aktuarforeningens Efteruddannelse, bl.a. et regnskabskursus, et om opdatering af forsikringslovgivningen, en kursusrække om markedsværdier i livsforsikring (som jeg selv var med til at lave og afholde).
Hvad er dit karriereforløb fra dit første job til dit nuværende? Efter knap 5 år i Danica skiftede jeg til en stilling som ansvarshavende aktuar for AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring). Sideløbende hermed har jeg undervist og været censor på aktuarstudiet og er pt. formand for Aktuarforeningens Efteruddannelsesudvalg.
Hvilke typer arbejdsopgaver har du i det daglige i dit nuværende job? Den ansvarshavende aktuar i AES er ifølge arbejdsskadesikringsloven ansat til at opgøre AES' forpligtelser og til at hjælpe AES' bestyrelse med at lave analyser og beregninger. Derfor er min dagligdag præget af at opgøre AES' forpligtelser og videreudvikle de metoder, AES anvender til opgørelse af forpligtelserne. Samtidig beregner aktuaren de bidragssatser, arbejdsgiverne skal betale - og endelig servicerer aktuaren både bestyrelsen, den daglige ledelse og arbejdsgiverne med den matematiske del og sammenhængen mellem aktuardelen og jura/økonomi/politik, når der skal laves nye produkter, eller formidles udgiftsstigninger eller -fald i AES.
Hvor lang tid har du været i professionen? Siden jeg startede på mit første studenterjob i Sparekassesektorens pensionskasse i august 1990. Jeg har både arbejdet med liv- og skadeforsikring.
Hvilke fritidsinteresser har du? Sport (mini-triathlon og diverse boldspil), familie og venner, biler og EDB og endelig forsøger jeg at følge med i forsikringsmatematikken.
Hvilke(t) råd vil du give en kommende aktuar/aktuarstuderende? Vær meget flittig på studiet. Der er ikke rigtigt nogen genveje (det gælder nok alle studier). Hvis du begrænser studenterarbejdet til et minimum de første to-tre år, får du bedre tid til at blive god til de grundlæggende fag, og det hjælper dig - både senere på studiet og efter.